Du skal logge ind for at skrive en note

- fortælle, beskrive og karakterisere

Onsdag den 12/9 2001 var angrebet på World Trade Center i New York den 11/9 på avisernes forsider. Dagbladet Politiken skrev blandt andet:

Tidslinie for terrorangrebene:
Tiderne er i dansk tid med lokal tid – Eastern Standard Time – i parentes. Kilde CNN og Reuters.
14.48 (8.48): Et passagerfly smadrer ind i det ene tårn på World Trade Center i New York.
15.06 (9.06): Et andet passagerfly rammer det andet tårn i World Trade Center.
15.13 (9.13): De første rapporter om, at flyene blev kapret før angrebene, løber ind.

Det er en helt enkel og objektiv registrering af virkeligheden – eller er det? Nogle fortællere – fjernsynsstationen CNN, nyhedsbureauet Reuters og journalisten på Politiken – har valgt de vigtige begivenheder ud og farvet dem sprogligt: terrorangrebene og smadrer.

Når vi mennesker skal gengive virkeligheden, vælger vi dele af den ud. Vi fortæller, beskriver og karakteriserer. Vi bruger ikke kun sproget til at gengive, men også til at forstå og kunne forholde os til det, der sker. Journalister, som lever af at gengive virkeligheden for andre, taler ikke om nyheder og facts, men om historier. Et barn fortæller som regel kronologisk, som en tidslinje: og så ... og så ... og så. Og det beskriver ved at sammenligne med noget, det kender: det er ligesom min onkel, han … I dette kapitel skal du arbejde med at gengive virkeligheden, så læseren kan forstå og forholde sig til den.

Du skal logge ind for at skrive en note
ISBN: 9788761626806. Copyright forfatterne og Systime A/S 2018